Sorg - må man føle det som deleforældre?
Da jeg for 11 år siden traf valget om at gå fra mit barns far, oplevede jeg til dels en lettelse over, at beslutningen endelig var truffet. Men jeg var ked af det på mit barns vegne. Han var to år, og det pinte mig, at han ville vokse op uden at kunne huske, at hans mor og far havde været sammen. Jeg frygtede, hvordan han ville reagere, og om han ville blive mærket for livet.
Samtidig følte jeg, at min kæreste og jeg havde kæmpet alt det, vi kunne, og at vi simpelthen var løbet tør for kærlighed og overskud. Jeg glædede mig til at bo for mig selv. Glædede mig til at have dage uden mit barn, hvor jeg kunne se mine venner, gå i byen og i det hele taget bare have mig-tid. Det var en voldsom tid fyldt med så mange modsatrettede følelser. Jeg læste om børn i skilsmisser, hvilken deleordning, der var bedst, hvad man skulle have fokus på, hvordan vi bedst kunne sørge for hans behov og have et fornuftigt samarbejde.
Jeg følte, at jeg var hoppet ud på det åbne hav og kæmpede for at holde hovedet oven vande. Da jeg på et tidspunkt brød sammen i gråd over alt det, der skete og alle de tanker om mit barns ve og vel og bruddet med min eks, ringede jeg til min mor. Mine forældre havde ikke lagt skjul på, at de bestemt ikke forstod, hvorfor jeg gik fra min kæreste. Og denne samtale var ingen undtagelse. Min mor sagde direkte til mig, at jeg jo selv var skyld i, at jeg havde det sådan, og hvis det var så slemt, skulle jeg jo være blevet. Hun tilføjede, at hun ikke forstod, hvordan jeg kunne byde mit barn, at han nu skulle være skilsmissebarn.
Jeg følte mig som det mest egoistiske menneske i verden. Elskede jeg virkelig ikke mit barn, som en mor bør elske? Var der noget galt med mig? I tiden efter jeg var flyttet, og faktisk de næste par år, forsøgte min ekskæreste og jeg flere gange at finde sammen. Det var ofte mig, der rakte ud efter ham, og hver gang mig, der alligevel ikke ville. Det er bestemt ikke en tid, jeg er stolt af. I dag ved jeg, at jeg var i sorg. Sorg og savn over det liv, der var slut. Jeg forstod det ikke selv – jeg var jo den, der var gået.
Den følelse er der mange, der sidder tilbage med.
”Jeg havde det helt forfærdeligt. Virkelig forfærdeligt. Jeg gik rundt som en løve i et bur, når de var her. Og når de var hos deres far, sad jeg inde i et hjørne af sofaen meget af tiden. Jeg kunne ikke overskue noget som helst. Jo jeg lavede alt muligt praktisk. Jeg var ædt op af skyld. Jeg var jo gået, og han var den forsmåede part. Og han lod mig tage hele ansvaret for at vores familie blev brudt op. Han udviste det vildeste overskud – han blæste bare derudaf, og jeg var helt ødelagt.”
Sofie 45 år – mor til tre (7/7-ordning)
Desværre er deleforældres sorg stadig meget tabubelagt og for mange derfor fyldt med skam.
Til nød kan vi anderkende sorgen hos de forældre, der blev forladt. Men har de forældre, der traf beslutningen om at gå, ret til at føle sorg? Ifølge Mai-Britt Guldin, psykolog og sorgforsker, så kan sorg defineres, som den fundamentale reaktion vi gennemgår, når vi mister nogen eller noget, vi er følelsesmæssigt knyttet til, eller som har betydning for vores identitet. Så sorg er altså ikke forbeholdt den forladte, ej heller kun rettet mod at miste et andet menneske. Sorg er en helt naturlig proces, vi gennemgår, når vores liv ændrer sig drastisk, og når vi er nødt til at genfinde os selv og vores nye identitet.
”I starten synes jeg, det var rigtig svært. Jeg havde svært ved at finde på noget at lave. Jeg synes det var svært at undvære børnene. Især når der var fødselsdage, og jul og ferier og andre mærkedage. Også mine egne fødselsdage. Sådan helt egoistisk - så det med, at de ikke var der - det var sgu svært. Og de var så små, Anna lærte at gå - jeg synes, der blev taget noget fra mig.
Jeg savnede det at være en familie - det var svært. Når jeg kom ud til et eller andet socialt arrangement, og så stod man der, “Nå men jeg er fraskilt”. Det var lige pludselig en ny identitet. Så jo, jeg savnede ideen om familien, men ikke ham”
/Heidi 37 år – mor til fem (7-7-ordning)
Sorg er et grundvilkår i alle menneskers liv. I mange henseender har sorg og sorgbearbejdelse fået et meget større fokus. Hvis man mister sin partner eller barn eller man oplever alvorlig sygdom i familien, så er der i dag et stort sikkerhedsnet, der bliver rullet ud i form af psykologhjælp og sorggrupper. Det samme gør sig gældende for børn, hvor mor og far går fra hinanden. Det er (heldigvis) ikke længere tabu at være skilsmissebarn.
Fælles for de grupper er, at de alle sammen ufrivilligt har mistet noget, og at vi som samfund derfor anerkender deres sorg.
Når man bliver skilt, sørger man ikke nødvendigvis over sin partner, men man sørger over, at livet, som man kendte det, er slut. Sorg fører ofte til følelser af skam og skyld, lettelse, vrede, afmagt, magtesløshed og tristhed. Og man kan føle det hele på én og samme tid. Men følelsen af at være lettet og glad, kan give stor skyldfølelse, når man ved, at man samtidig er medskyldig i, at børn og eksen er ked af det.
Sorg kommer i mange forklædninger Mange af de forældre, jeg har set i min praksis, og dem jeg har interviewet til min bog, har ikke direkte brugt ordet sorg til at beskrive deres tilstand efter bruddet. Sorg forbinder de fleste af os med dødsfald, men med andre ord beskriver mange en sorg, der ofte kan være kamufleret af vrede, rastløshed, skam eller utilstrækkelighed. De forældre, der ikke traf den endelige beslutning, eller de forældre, der oplever, at deres partner har været utro, reagerer ofte med vrede, bitterhed, afmagt eller magtesløshed. Vreden kan være rettet mod sin partner, men den kan også være rettet mod partnerens nye kæreste.
”Min eks skulle have pigerne den første jul, få måneder efter bruddet. Da jeg skulle sige farvel og ønskede dem en god jul, tudede vi alle tre. Det var simpelthen forfærdeligt. Da jeg så dem køre væk, havde jeg det næsten som om, jeg ikke skulle se dem igen.
(…) Jeg havde så ondt i kroppen. Jeg kunne ikke at holde ud at være. Det gjorde simpelthen så ondt, og jeg sov ikke om natten. Jeg spiste ikke. Jeg røg og drak. Det gjorde så ondt, at jeg bare ville slippe for smerten. Jeg tænkte på, om det var fordi, jeg ville straffe min eks, men det var det ikke - jeg havde bare så ondt, at jeg ikke ville leve mere. Jeg havde selvfølgelig fået noget rødvin. Jeg tænkte, at jeg havde haft et godt liv - jeg havde jo fået to dejlige børn. Og så gik jeg ned og ladede jagtgeværet. Afsikrede det, og satte løbet i munden. Jeg græd ikke - jeg var bare en maskine. Og så begyndte øjnene at kigge på mig - pigernes øjne. Så knækkede jeg bøssen og tænkte, “Hold kæft hvor er du tarvelig”. Det handlede ikke kun om min smerte, men også om hvad vi udsatte børnene for. Og den smerte i deres øjne, da de skulle sige farvel.”
/Michael 40 år – far til to (7/7-ordning)
”Jeg følte, at børnene fortsatte deres gamle liv hos deres far. At der bare var en stand-in for mig.
Alle andres liv fortsatte. Det var som en ligning, hvor jeg bare var pillet ud. De havde en mor-rolle og en far i deres gamle hus, og så havde de sådan en halvtræg tante dårlig økonomi, og dårligt mentalt helbred, som de måtte trækkes rundt med i 11 dage, og så kom de endelig tilbage til deres gamle hus med en mor og en far og en masse overskud.
Jeg følte man godt kunne tage mig ud, af deres liv, og så ville de have det rigtig fint. En anden kvinde levede mit liv videre. Hun lever i det liv, som var årsagen til, at jeg ville have børn. Og jeg får børnene alene, som er verdens hårdeste job, og som jeg aldrig har ønsket. Det har virkelig været svært - der ER virkelig svært.”
/Laura 30 år – mor til to (11/3-ordning)
Sorg forsvinder aldrig helt. Man lærer at leve med sorgen, og den vil med tiden træde mere og mere i baggrunden. Men de fleste kender til det at gensørge. Som når man mindes sin mormor, der døde for 20 år siden, og man kommer til at savne hende og ville ønske, at man én gang mere kunne få et kram og høre hendes grin. De mennesker, der har mistet en ægtefælle, men har fundet en ny kærlighed, vil fortælle, at de stadig kan savne og sørge over det liv, der var engang.
Det samme gør sig gældende for forældre, der har været igennem et samlivsbrud. Man bliver glad igen, man får overskud og glæde i hverdagen, og man møder måske en ny stor kærlighed. Men sorgen over den familie, der ikke blev, sorgen over det man ikke gav sine børn, sorgen over den tid, man ikke fik med sit barn, den kan dukke op og ramme én, når man mindst venter det.
”Når drengene ikke er hos mig, så er det jo mig mig mig - groft sagt. Så er jeg ungkarl. Jeg vil stadig være der, hvis der sker noget i deres liv og være klar til at køre afsted. Så jeg er stadig far hele tiden, men når jeg ikke tænker over det, så gør det ikke ondt. For hvis jeg skal tænke over at jeg er far, så gør det ondt, at de er så langt væk fra mig. Så jeg lukker nok lidt af. Fokuserer på nogle andre ting.”
/Tobias 44 år – far til to (2/12-ordning)
Det er en gradvis proces at acceptere et tab, og det er derfor vigtigt i enhver sorgproces, at man er i stand til at finde glæder andre steder i livet, mens man vænner sig til, at ens tidligere liv kun lever i minderne.
Sorg og bearbejdelsesprocessen er forskellig fra person til person, men hvis du føler, at du er kørt fast og ikke kan finde glæden igen, så er det en god ide at søge hjælp. Ubearbejdet sorg eller krisetilstand kan føre til stress og i værste tilfælde depression.
En skilsmisse eller samlivsbrud tæller i statistikkerne faktisk som én af de livskriser, der i flest tilfælde udløser en stresstilstand. Hvis du er i tvivl, om du befinder dig i stress, kan du læse mere her om symptomerne. Her vil du også finde information om, hvordan jeg kan hjælpe dig.