Bruddet - da kernefamilien blev fortid


Det er de færreste, der planlægger at sætte et delebarn i verden. Forstået på den måde, at når man som par beslutter at få et barn, så gør man sig ikke tanker om, at ens barn kan ende som delebarn. Man planlægger fremtiden rundt om barnet.


Psykologisk set kan et samlivsbrud karakteriseres som en krise, men denne krise kan være meget forskellig fra person til person. Mange tror at krisen er størst, hos den, der blev forladt eller den, der blev udsat for utroskab. Men krisen kan også indfinde sig hos den, der traf beslutningen om at gå. Her vil det måske være følelser som skyldfølelse over at svigte en partner, men også, og måske i endnu højere grad, skyldfølelse over at have bragt sine børn i en sådan situation.


For mange er et samlivsbrud et farvel til det forventede og velkendte liv, og livet som deleforælder kan på én og samme tid virke skræmmende og samtidigt fristende. Følelserne er stærkt ambivalente. Mange oplever at blive lettede over, at man ikke længere skal forsøge at passe ind i et forhold, der ikke fungerer og samtidig kan angsten for den ukendte fremtid føles invaliderende og håbløs.

Mine tanker op til, at jeg gik fra mit barns far, var meget splittede. På den ene side var jeg ulykkelig over at skabe den situation for vores barn, der kun var to år. Han ville vokse op uden erindring om, at vi havde været sammen som en familie. Hvordan ville han reagere på det hele? Ville han blive mærket for livet af det svigt? Omvendt var jeg lettet på egne vegne – jeg glædede mig til mit nye liv. Glædede mig til at flytte og skabe mit eget hjem. Glædede mig også til at have en større frihed – ja, jeg glædede mig til at have barnefri dage, hvor jeg kunne hygge med veninderne. Men jeg var samtidigt enormt skamfuld omkring at have de egoistiske tanker, så dem holdt jeg for mig selv.


At være den, der træffer beslutningen

Mange tror fejlagtigt, at det er nemmere at være den, der træffer beslutningen om at gå. At man så er afklaret og slipper for at være i sorg. For mange er det dog helt modsat. Tvivlen over om man gjorde det rigtige blandet med skyldfølelsen over at være den, der gør sin partner og børn ondt kan trække lange spor. Jeg oplever ofte, at det netop er de personer, der valgte at gå, der ender i størst krise og har brug for hjælp, til at komme videre.


Flere af de deleforældre, jeg har interviewet til min bog "Friuger - en bog om at være deleforældre", har netop sat ord på det.


”Altså det her med at give op på et langt forhold, Man føler sig jo lidt - man har jo mange tvivlsspørgsmål, inden man kommer dertil. Og man føler jo man har givet op. Det tror jeg alle gør. Og man har jo de her tanker - kunne jeg selv have gjort mere, og gav jeg for hurtigt op, og hvad kunne jeg have gjort mere. Der er de her ting, man lige skal igennem, når man møder folk - det er lidt sjovt At man sådan skal måle mennesker på det. Og det syntes jeg var svært. Jeg følte lidt at jeg var en falliterklæring - det tror jeg godt man kan sige.

Men da jeg først var gået, følte jeg ingen større sorg. Og det havde jeg enormt dårlig samvittighed over - At jeg følte jeg mig så lettet og fri. ”

Heidi 37 år – delemor til fem


”Jeg tænkte meget over i tiden op til, at jeg ikke ønskede mine børn skulle være skilsmissebørn. Jeg er selv skilsmissebarn, og ville bare gerne give mine børn en opvækst i en kernefamilie. Men på et tidspunkt begyndte det jo bare at handle om noget andet. At overleve og være i det. Og også hvilket billede, jeg gerne ville give mine børn af at leve i en familie. Og det var ikke det billede, vi kunne give dem.

Men at vide, hvad det ville sige at være deleforældre – det havde jeg ingen ide om.”

Sofie 45 år – delemor til to


At være den, der bliver forladt

Mange af dem, der oplever at blive forladt, kan genkende følelsen af afmagt og svigt. En tillid bliver brudt, og det kan være meget svært at bygge den op igen. Selvom de fleste retrospektivt har kunnet se, at forholdet ikke var det bedste sted, så rammer bruddet som et chok. Nogle reagerer ved at gå i panik, andre ved at benægte at det sker.


”Jeg opdagede at min kæreste havde mødt en anden, da jeg var gravid med vores andet barn. Vores ældste var kun 1 år på det tidspunkt. Jeg kunne slet ikke overskue at blive alenemor på det tidspunkt. Jeg bad ham blive, selv om jeg vidste, han så den anden. Vi blev sammen til vores yngste var 6 mdr. Det var vanvittigt hårdt, men der var ikke noget alternativt – jeg kunne på ingen måde stå alene med to små børn”

Laura 30 år – delemor til to


”Efter en sommer siger min ekskone, at hun vil skilles. Det kommer som et lyn fra en klar himmel. Jeg havde egentlig godt kunne mærke i en periode på halvandet år, at det ikke gik så godt, men jeg nægtede at tro, vi var der.

Jeg kæmper og kæmper. Jeg tømmer hele værktøjskassen – det her skal bare lykkedes.

Jeg skriver et langt brev til min eks, at skilsmisse ikke er en mulighed, fordi jeg selv er skilsmissebarn og det vil jeg ikke udsætte nogen for. Kort tid efter ringer jeg til hende og spørger, om hun har fået mit brev – det har hun og hun siger så, at jeg er ved at trække hende et sted hen, hvor hun ikke vil være. Jeg spørger – så du vil ikke mere. Nej siger hun.

Og så vælter min verden, jeg går fuldstændig i sort. Så vi siger til pigerne, at vi skal skilles. Den ældste reagerer voldsomt og begynder at skrige – det er frygteligt.”

Michael 40 år – delefar til to


Fra chok til reaktion

Når chokket har lagt sig kommer reaktionen. Reaktionerne kan være meget forskellige fra person til person, men det kan være alt fra angst, gråd, vægttab, isolering, skyldfølelse, oplevelse af svaghed, aggressivitet, depression og øget alkoholforbrug.

Det kan være vanskeligt at række ud efter hjælp, når man befinder sig i denne fase. Måske taler man med venner og familie om det, der er sket, men mange oplever, at omgangskredsen kan have svært ved at rumme ens sorg og skiftende humør.

Hvis man oplever at føle sig meget alene i denne tid, kan det være altafgørende, at man får hjælp af en coach eller familieterapeut til at bearbejde krisen. Hjælpen vil her ikke kun komme én selv til gode, men i høj grad børnene. For uanset hvor hårdt man er ramt, så er der stadig nogle børn, der skal tages hånd om. Får man ikke bearbejdet bruddet og krisen ordentligt, kan det risikere at gå ud over samarbejdet med den anden forælder, hvilket aldrig er til gavn for børnene.


Den uundgåelige sorg

Alle brud er meget forskellige – og uanset om man var den, der gik eller om man blev forladt, så oplever alle forældre en stor smerte og skyldfølelse over, at deres børn skal igennem en skilsmisse. Alle parter vil uundgåeligt opleve en kæmpe sorg, som det tager tid at bearbejde. Læs evt. mere om sorgen her. Samtidig er det vigtigt at huske på, at alle forældre har kæmpet og gjort alt, de kunne, indtil de ikke kunne mere.


Her kan du læse mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig igennem dit samlivsbrud og hvorfor det er en god ide, at mødes i familieterapi, selvom skilsmissen allerede er en realitet.