Børnefri
Når man taler om deleforældre, er det ofte forældredelen, der er fokus på. Men hvad med tiden uden børn? I dette indlæg kan du læse om, hvordan forskellige forældre forholder sig til disse friuger.
Ligeså forskellige vi er som mennesker og forældre, ligeså forskelligt reagerer vi og håndterer rollen som deleforælder og tiden uden børn. Det kan ofte være uafhængigt af, hvor længe og hvor meget erfaring i rollen som deleforældre, man har. Hvordan giver man slip på sine børn, når man ikke har dem, og kan man det og stadig ”leve livet?”
Dette indlæg forsøger at indfange alle de mange modsatrettede følelser, man som deleforældre kan have omkring de dage/uger, man ikke har sine børn.
”Jeg har tit hørt fra veninder og kolleger, hvor de udtrykker at de aldrig ville kunne undvære deres børn i 7 dage i træk, og da slet ikke i 2-3 uger i sommerferien. Udsagnene er altid sagt med den største medfølelse og sympati, for den skrækkelige situation man er havnet i som delemor. Jeg svarer som regel, at det også er hårdt, men at min søn jo heldigvis har det godt hos sin far. Men deres sympati får min skam til at vokse – for jeg savner faktisk ikke altid min søn. Og jeg kan sagtens undvære ham i 7 dage – også uden at savne en eneste gang.
Mens jeg var single, kunne jeg bruge undskyldningen om at, det jo var virkelig hårdt at være alene med min søn. At stå alene med ansvar, madpakker, logistisk osv, og at jeg derfor havde brug for at lade op. Men nu bor jeg med min mand og vores tre sammenbragte børn. Jeg er ikke længere alene om ansvar og opgaver. Jeg kan lave en aftale med en veninde, eller gå til frisør selv når jeg har min dreng. Men jeg føler stadig at jeg (vi) har brug for vores friuge uden børn. Hvad er undskyldningen nu? Måske er sandheden, at jeg er blevet vant til denne livsstil, blevet vant til at være mor på deltid og nyder vores tid uden børn.”
Mette 41 år – delemor til én
Som deleforældre er det netop de modsatrettede følelser, der kan være svære at indfange og acceptere. Der er aldrig et simpelt svar på, hvordan det er at være uden sine børn eller at have sine børn. Det er godt og skidt, hårdt og ikke hårdt, nemt og ikke nemt. Og ikke bare fra uge til uge, men på én og samme tid.
Når man står midt i et samlivsbrud med børn i midten, reagerer vi netop forskelligt. Min søn var knap to år gammel, da hans far og jeg gik fra hinanden. Jeg nød da tiden med min søn, men jeg var også i ubalance og kunne slet ikke være alene. Sorgen, over at min kernefamilie var gået i opløsning, blev fyldt ud med aftale på aftale med gode venner og veninder og rigelige mængder af rødvin. Når jeg ikke havde min søn, så var jeg stort set kun hjemme for at skifte tøj. Kontrasten mellem ugen med min søn og uden min søn kunne næppe have været større. Den følelse af tomhed og rådvildhed er der mange deleforældre, der oplever i det nye liv i to verdener.
”Jeg er nok mest i psykisk balance når jeg har pigerne – det er det, jeg kender. Omvendt har jeg også brug for at trække vejret og lade op, men det er også der, jeg er mest famlende. Hvad er det lige jeg skal? Jeg glemmer, fx at få lavet aftaler med andre.
Jeg har bundet meget af min identitet op på at være mor. Altså det ved jeg, at jeg er god til. Jeg tror egentlig, min ex-mand nyder hans friuge, når børnene er hos mig, men det har virkelig været svært for mig. Jeg synes, jeg skal genopfinde mig selv – det har fanmer været svært. For hvad har jeg egentlig selv lyst til – alt hvad jeg før har gjort, har handlet om, hvad børnene har haft lyst til.
Jeg tror, det er mor-delen af mig, der ikke lige ved, hvad hun skal gøre af sig selv, når hun ikke har børnene.”
Sofie 45 år – delemor på 4. år
”Jeg har haft meget svært ved de der 7 dage, hvor jeg var alene, hvilket medførte, at jeg drak ad helvede til i starten. For at glemme, skulle jeg bare have en brandert på, så hovedet kunne blive lagt væk. Det var forfærdeligt.
Når jeg afleverer børnene i skolen nu, så bliver jeg stadig lidt ked af det, men så kører jeg på arbejde. Det første kvarter kan jeg sidde og tænke over hvor synd, det er for mig, og at det er noget pis. Men derefter tænker jeg - hey vi havde sgu da en god uge - det gik da skide godt.”
Michael 40 år – delefar på 1. år
Hvor Sofie og Michael oplever tiden uden børn som det sværeste, så har andre oplevet, at tiden med børn, har været det sværeste. Laura opdagede, at hendes mand var hende utro, mens hun ventede deres andet barn. Hun blev med ham til den yngste var seks måneder, fordi hun ikke kunne overskue at stå alene med to små børn på henholdsvis 1,5 år og nyfødt.
”Jeg er jo bekymringsfri, når jeg bare er Laura i de 5 dage - Det er jo ikke tilfældet i det VIRKELIGE liv - livet med mine børn. Når jeg kalder det “Det virkelige liv”, så er det også fordi, jeg føler, at jeg ikke kan tillade mig andet. Det er din primære beskæftigelse - du er mor. Er der noget vigtigere i verden? Ja jeg er mor, men det er eddermane bare tabu og sige, at jeg nogle gange føler mig mere i live, når jeg er uden mine børn. Nogle gange mærker jeg livet og lykken meget mere, når jeg får lidt ”tank-op-tid”, hører en koncert og drikker en øl og lige trækker vejret.
Og det er jo heller ikke sådan, at det er mit foretrukne, men vekselvirkningen når nu man ER deleforælder og man skal stå alene med, for mit vedkommende to meget små børn, så er det nødvendigt for mig, at der er den anden side af livet.”
Laura 30 år – delemor på 1. år
Skyldfølelsen flytter ind
Den dag man står med sit nyfødte barn i armen, kender de fleste følelsen af, at en ny bekymring er sået i ens liv. Som barnet bliver ældre, finder man ud af, at den bekymring aldrig forsvinder og den bliver krydret med dårlig samvittighed, der også har det med at blive hængende. Når man bliver deleforældre, flytter skyldfølelsen også ind. Den varierer i styrke, akkurat ligesom bekymringen og den dårlige samvittighed, men den forsvinder aldrig.
”Jeg har altid følt mig delt i to, når det kommer til mine to sønner. På den ene side vænnede jeg mig hurtigt til, at jeg den ene uge havde tid til mig selv, til venner, til dates og byture. På den anden side var den følelse af frihed og uansvarlighed altid ledsaget af dårlig samvittighed, utilstrækkelighed som far og melankoli over, at jeg gik glip af så meget i mine børns liv. Lige pludselig er de voksne, og når man har dem under en uge hver 14 dag, så bliver ens børn bare alt for hurtigt voksne. Jeg har gennem årene levet fint med, at min tilværelse er lidt skizofren og min tilværelse, som far og i det hele taget, har positive og negative konsekvenser. Men den dårlige samvittighed og melankolien er altid en fast følgesvend, ligegyldigt hvor godt mit liv i det hele taget er.”
Thomas 44 år – delefar på 12. år
Skyldfølelsen har mange udtryk. Er man den, der gik, kan skyldfølelsen få dig til at tvivle på, om det var den rigtige beslutning. Kærligheden til dit barn blandet med skyldfølelsen over at påføre dem smerte, kan få dig til at føle som en mindre god forældre, der ikke sætter sit barns lykke før alt andet. Glæden ved at være fri af forholdet og glæden over at have børnefri dage kan også ramme dig som en boomerang af skyldfølelse og skam. Er man ikke den, der traf beslutningen om at gå fra hinanden, kan skyldfølelsen blive til bitterhed og vrede mod den anden forælder.
Både Sofie, Thomas og Laura nævner kontrasten mellem ansvar den ene uge og børn den anden. Her sætter Heidi nogle ord på, hvordan hun oplever skiftet i rutiner fra den ene uge til den næste.
”Jeg har lært at nyde de uger, jeg ikke har børn. Altså nu arbejder jeg jo så 5 x 13 timer den uge, så jeg er meget på arbejde. Men så har jeg den her weekend midt på ugen, og det er bare virkelig rart at have de her dage, hvor jeg bare kan ringe til en veninde og spørge, om vi skal i biografen. Men jeg synes også, det kan være svært, at den ene uge der skal man sørge for, at der er madpakker og gymnastiktøj og ditten og datten, og tjekke forældreintra og legegrupper. Og ugen efter hvor der bare er ingenting. Det er to vildt forskellige liv, man har. Det er nærmest Dr Jekyll og Mr Hide.”
Heidi 37 – delemor på 8. år