Sammenbragte Familier
Når man flytter sammen i en ny sammenbragt familie, står man overfor mange udfordringer, man ofte ikke havde set komme. Man er forelsket og glæder sig til at starte på en ny fase i sit liv. Mange par har, inden de flytter sammen, talt om opdragelse og værdier, og det kan ramme ekstra hårdt, når man så alligevel havner i situationer, hvor man ikke er enige og konflikter går i hårdknude.
Mange konflikter handler om hinandens børn, og hvordan vi hver især vælger at håndtere dem. Når konflikterne strammer til, kan vi i ren magtesløshed komme til at give partnerens børn skylden. Man kan opleve, at man tager afstand til børnene, eller en følelse af ikke at bryde sig om dem. Man kan også opleve at tage afstand til sin nye partner, fordi man slet ikke forstår den andens valg og holdninger.
Hvorfor er familieterapi en god ide?
Det er vigtigt at skelne mellem vilkår og udfordringer. Det er ikke et vilkår at bo sammen som sammenbragt familie – det er et ønske og et valg. Hvis man vælger denne familieform, er det derimod et vilkår, at din nye partner har børn fra tidligere. Udfordringerne, der kommer i kølvandet på dette, kan i de fleste tilfælde løses. Hos mig får I helt konkrete værktøjer, til at komme videre fra en fastlåst situation.
Børn har ikke det samme valg. Børnene har ikke valgt fars eller mors nye partner og evt. bonussøskende. For dem bliver det et livsvilkår, som vi forældre sætter dem i. Det kan være svært for mange børn og lige som os, skal de også lære at håndtere de nye vilkår og udfordringer.
Jeg vil altid starte med at mødes med jer forældre først. Her vil vi gennem samtaler fokusere på de ønsker og forventninger, I hver især har til at bygge en ny hverdag og familie op. Alle par har et ønske om et vellykket forhold og familie, og som forældre ønsker vi altid det bedste for vores børn. Men hvordan vi efterlever, og i praksis udlever dette ønske, kan være forskelligt. Det er de forskelle, vi sætter fokus på, og i fællesskab bliver klogere på, hvordan I som par og forældre kan løse denne opgave sammen med respekt for hinanden og hinandens børn.
I vil ofte efter samtalerne med mig opleve en ændring i hjemmet også i forholdet til jeres børn og bonusbørn.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt, at jeg også har samtaler med børnene. Ved disse børnesamtaler er det vigtigt, at børnene oplever et fortroligt rum, hvor de kan være ærlige omkring deres følelser og oplevelser. Igennem samtaler vil jeg sammen med barnet fokusere på, hvordan de håndterer deres nye situation som barn i en sammenbragt familie. Jeg kommer derfor ikke til at give jer forældre referat fra samtalerne, men i stedet vejlede jer i forhold til barnets udfordringer.
Mange par vælger først at søge hjælp, når de er havnet i en fastlåst situation, men det kan ofte være en fordel at få råd og vejledning, inden man flytter sammen. Her vil vi i fællesskab dykke ned i, hvordan I forestiller jer jeres fælles liv sammen. Hvilke ønsker har I hver især. Vi italesætter de ting, som I hver især tager for givet og derfor ikke har sagt højt til jeres partner. Ved sessionerne vil jeg også fortælle jer om de typiske faldgrubber, der kan være i forhold til jeres børns nye hverdag.